Dyspraksi er en medfødt motorisk udviklingsforstyrrelse, som muligvis kan skyldes en umodning i hjernen.

Tidligere gik Dyspraksi under betegnelser som fx ”fumler-tumler” syndromet.

 

Det er på forskellige måder Dyspraksi kan komme til udtryk; Grovmotorisk, finmotorisk, oralmotorisk og verbal Dyspraksi (udtale).

 

Når man har Dyspraksi har man problemer med at planlægge viljestyrede bevægelser.

 

Ofte ser man at børnene ikke leger med perler, tit taber ting eller holder underligt på blyanter/farver. Mange børn oplever senere at de, i modsætning af deres jævnaldrende, endnu ikke har lært at cykle, binde snørebånd eller at tage tøj på så det sidder rigtigt og pænt.

 

Ved verbal (sproglig) Dyspraksi, mangler børnene få, flere eller de fleste af de lyde man skal bruge, for at producere og udtale et sprog.

 

Næsten alle børn med Dyspraksi har negative erfaringer med at leve op til ”normalen” på et eller flere områder og kæmper derfor ofte med lavt selvværd og ”præstationsangst”.

 

Der er mange forskellige ting der kan være svært at udføre for børn med Dyspraksi; ting som vi andre gør per automatik og måske aldrig rigtig tænker over hvordan vi egentlig gør.

 

Et barn med Dyspraksi har en normal eller ofte høj begavelse, men er fanget i en krop, hvor det kan være svært for omgivelserne at få øjnene op for.

 

 

 

 

Børn med Dyspraksi har vanskeligheder i forbindelse med at oversætte sanseinformationer, så de bliver brugbare i den fysiske bevægelse, ukendte bevægelser og i planlæggelsen af bevægelser der kræver en række handlinger.

 

Dyspraksi indbefatter:

 

  • Grovmotorik (store bevægelser)
  • Finmotorik (små bevægelser i hånden og fingre)
  • Oralmotorik (mundens bevægelser)
  • Sprogproduktion (artikulation)

 

Subtyperne kan forekomme alene i en af grupperne og som alle mulige kombinationer af de tre typer.

 

Grovmotorik:

Børn med grovmotoriske vanskeligheder bevæger sig ofte på en spøjs måde og er temmelig klodsede. Som små har de måske haft forsinket udvikling i forhold til at kravle, sidde, gå og løbe. Når et barn med grovmotorisk Dyspraksi skal til at lære at cykle, vil det stort set hos alle disse børn, være ualmindelig vanskeligt. Det kræver ikke bare ukendte bevægelser, men også koordination af en række forskellige handlinger; træde i pedalerne, styre retningen og holde øje med omgivelserne i form af trafik, cykelsti, kantsten osv.

 

Grovmotoriske vanskeligheder har ofte også betydning for et barn på en legeplads og i sportssituationer, fordi det ikke kan udføre hensigtsmæssige og nødvendige sekvenser af bevægelser. Det betyder at børnene kan være modstridende og ulykkelige i sportstimer. De er ofte dem der bliver valgt sidst i holdsport, og kan generelt befinde sig i socialt isolerede situationer. De snubler og støder måske ofte ind i ting, på grund af deres manglende fornemmelse for, hvor deres krop er, i forhold til rum, retning, objekter og personer.

 

Finmotorik:

Finmotorisk Dyspraksi vil afsløres omkring et barns 1 års fødselsdag, når børnene udviser vanskeligheder ved at række ud og få fat i forskellige objekter, og når de skal mestre små objekter samt måske når de skal slippe objekter når de vil. Børn i børnehavealderen vil blandt andet udvise vanskeligheder, når de skal farvelægge inden for stregerne og kreere en tegning selv. I skolealderen vil børnene have store vanskeligheder ved at skrive og deres skrift kan være umulig at læse.

 

Børn med finmotorisk Dyspraksi vil ofte have vanskeligheder vedrørende selvhjælp i forskellige aktiviteter der kræver koordinerede bevægelser, så som at tage af og på, børste hår, og bade. Langt op i barndommen skal der hjælpes med påklædning og rettelse af tøjets placering, hvis børnene ikke skal komme i skole med bukserne omvendt på, trukket op til brystkassen eller nede om knæene (hvis knappen ikke kan lukkes), kraverne i bluser og jakker bukker og stritter, strømpernes hæl sidder oven på fødderne og der er byttet om på skoene. Disse vanskeligheder kan afhjælpes ved konkret træning og automatisering af handlingerne.

 

Oralmotorik:

Oralmotorisk Dyspraksi indebærer vanskeligheder der vedrører munden, tungen og læberne. Små børn kan udvise tegn som vanskeligheder ved at sutte, sluge og koordinere vejrtrækningen til for eksempel en dyb indånding. Disse vanskeligheder kan gå ud over spiseaktiviteten. Som børnene bliver større, vil de have problemer med at tygge og spise. Måske hænger deres kæbe åben (ved kombination med postural disorder), hvilket vil medfører at børnene savler længe.

 

Sprogproduktion:

Dyspraksi kan også ramme taleproduktionen, som viser sig ved at de har vanskeligt ved at koordinere læber og tunge i udformningen af ord. Hvis posturale vanskeligheder (neuromotiske) er en tilstedeværende kombinationsfaktor, vil børnene ofte slet ikke bruge konsonanter og tale med munden åben, ingen lukke, tunge eller læbebevægelser. Det er i høj grad vigtigt at disse børn trænes med henblik på at skabe opmærksomhed om- og styrkelse af munden.

 

Generelt:

Børn med Dyspraksi har ofte en lav frustrationstærskel, og en ringe selvværdsfølelse, som følge af deres kroniske nederlag i forbindelse med at udføre basale motoriske aktiviteter. Social udstødelse er ofte en tilstedeværende faktor; børnene kan savle, se usoignerede ud og kan opfattes som klodsmajorer.

 

Nogle vil udvikle sig til "snakke/vrøvlehoveder" som en kompensation, nogle vil udvise en bølleadfærd, nogle vil blive dominerende og befalende for eksempel i forbindelse med en legesituation i børnehaven, hvor børnene sagtens kan komme på en ide til, hvordan legen skal være, men ikke selv deltage i opbygningen og udførelsen (f.eks. lego og playmobil, hvor ting skal samles og opstilles).

 

 

 

 

Dyspraksi kan også beskrives som en mild til moderat sensimotorisk forstyrrelse. Følgende elementer er med betydning for sensimotorisk udvikling:

 

Sensory processing

  • Modulation
  • Perception
  • Diskrimination

Praxis

  • Forestilling
  • Motorisk planlægning
  • Udførelse

Motorisk handling

  • Neuromotorik
  • Finmotorik
  • Grovmotorik
  • Oralmotorik

 

Praxis er defineret som evnen til at planlægge og sekvensere ukendte handlinger. Praxis udvikles fra samspillet mellem et barn og dets omgivelser og reflekterer kvaliteten af sanseintegration. (Ayres 1985; Cermak 1991). Praxis består af 3 forskellige komponenter:

 

  • Evnen til at danne et mål for en givet handling (Ideation)
  • Motorisk planlægning
  • Udførelse

 

For overhovedet at danne et mål for en givet handling, kræves det, at man er i stand til at formulere, have en forestilling om, en ide om, hvad man vil, og hvad der er passende at gøre. En inaktiv målformulering kan komme til udtryk på forskellige niveauer og i forskellige situationer. Måske vil man se et barn, der ofte optræder afventende, stille eller umotiveret.

 

I forhold til vanskeligheder i motorisk planlægning vides det, hvad målet er, men man er ude af stand til at formulere en brugbar metode til at udføre denne tænkte handling. Denne komponent involverer den totale sensoriske kropsfornemmelse eller bevidsthed om kroppens dele, hvordan de arbejder sammen og bevæger sig kroppen som en helhed. I legesituationen er inaktivt eller synkront (opstiller biler i lange rækker osv.). Man har svært ved at forestille sig, hvor mange muligheder der er for variabilitet i f.eks. en lege- eller indlæringssituation (kropsposition, legetøj og andre objekter). Motorisk planlægning er den aktive problemløsning og reflekterer den indre sensoriske bevidsthed hos enhver person.

 

Med udførelse forstås kvaliteten af, eller måden hvorpå en handling/bevægelse udføres i forhold til det tænkte/planlagte. Her indgår fire komponenter, der vedrører motorisk udførelse, beskrives i hver deres afsnit i denne hovedmenu, under henholdsvis:

 

  • neuromotorik
  • grovmotorik
  • finmotorik
  • oralmotorik

 

De tre ovenstående komponenter (ideation, planlægning og udførelse) ses både hos børn, man siger har dyspraksi, og som en del af andre lidelser, hvor sanseintegrative dysfunktioner er til stede (f.eks. autismespektret). I autismespektret ser man den primære dysfunktion i "evnen til at danne et mål" evt. med en sekundær motorisk planlægningsforstyrrelse. I forhold til dyspraksi, er det motorisk planlægning og udførelse, der er de primære vanskeligheder, men sekundære lidelser inden for autismespektret samt "ideation" i praxis er ofte tilstede.

 

Generelt kan de tre komponenter være kombineret på alle tænkelige måder, og det er endnu svært at fastlægge, hvornår man taler om dyspraksi som primær, sekundær eller isoleret forstyrrelse.

 

Overordnet: børn med motoriske planlægningsforstyrrelser:

 

  • De vil være bemærkelsesværdigt klodsede og ofte støde ind i ting og falde som et resultat af den dårlige fornemmelse for egen kropsposition og dennes fornemmelse i forbindelse med rum og retning
  • Børnene er tilsyneladende uorganiserede i deres adfærd og ser sjuskede ud, med tøj i uorden og mælkeskæg om munden
  • Som et resultat af mangel på fleksibilitet i legesituationer vil børnene ofte foretrække i forvejen kendte aktiviteter
  • Selvtilliden er for det meste ringe som resultat af frustrationer og daglige nederlag
  • Børnene kan virke dømmende, bestemmende, kontrollerende eller manipulative, både som afløb for frustration og som en distraktion for deres vanskeligheder (distrahere/omdirigere opmærksomhed væk fra motoriske vanskeligheder)
  • Der er ofte også problemer med at sekvensere motoriske mønstre rent sprogligt (verbal dyspraksi)

 

 

Yderligere information