Laura blev født en augustdag i 2000 16 dage over termin og med en kampvægt på 4850 g og 58 cm lang.

 

Lauras første tid var helt efter bogen, og hun havde ingen problemer med hverken at amme eller senere hen at spise almindeligt mad. Hendes storesøster har en medfødt hørenedsættelse, så da Laura hurtigt viste tegn på at høre normalt, var vi meget glade. Hun var ikke verdens hurtigste rent motorisk, men da det var allerede, da hun var 6 dage gammel var blevet konstateret, at hun var hypermobil i ekstrem grad, så tilskrev vi den sene udvikling dette.

 

Da Laura begyndte i vuggestue, stod det os dog tydeligt klart, at hendes sprog slet ikke udviklede sig. Når vi tænker tilbage, så pludrede hun heller ikke som spæd, men det var først i vuggestuen, det blev rigtig tydeligt, at hun slet ikke rykkede sig sprogligt.

Der var også problemer omkring de sociale relationer til de andre børn, så da Laura var knap 2½ år, fik hun bevilget en støttepædagog. Samtidig blev den første logopæd-vurdering udarbejdet på hende.

Hun var langt fra alderssvarende.

 

Det var en meget svær tid for os alle sammen, for ingen vidste, hvad der rent faktisk var galt med Laura. Andet end at hun ikke udviklede sig som andre børn og havde nogen helt anderledes reaktionsmønstre. Hun græd meget, var utryg når hun skulle sove, og når hun vågnede igen. Hun kunne ikke håndtere uventede gæster i vores hjem. Hun skreg smertefuldt ved høje lyde, små stimuli og ved uventede situationer, mens hun kunne være helt uberørt, når hun faldt og slog sig eller mennesker talte til hende.

 

Laura var så heldig tidligt at få et rigtig godt forløb ved PPR: stabil støttepædagog, taleterapi og børnepsykologiske undersøgelser. Konklusionen var, at hun var halvt sin alder i både tale og udvikling og havde brug for en ekstrem overskuelig dagligdag og massiv støtte.

Men stadig vidste ingen hvorfor…..?.

Vi har været til ørelæger, fysioterapeuter, børnelæger…alt har vi prøvet!

Så en nat i 2004, havde jeg en nattevagt som sygeplejerske og surfede lidt internet. Jeg havde i en lokalavis læst en artikel om en pige med dyspraksi, der var næsten spastisk i sin fremtoning, og der var ikke mange lighedspunkter, men alligevel havde ordet dyspraksi sat sig fast i mit hoved, så jeg søgte på ordet.

Jeg fandt en masse engelske og amerikanske sider om dyspraksi, og det var en helt fantastisk og revolutionerende oplevelse for mig – for jeg sad og læste om Laura! Alt matchede hendes adfærd og symptomer!

 

Dagen efter tog jeg forbindelse med vores læge, der ikke kendte til diagnosen. Så tog jeg kontakt til de 2 lokalaviser, der havde skrevet om forældre til dyspraksi-børn, der ikke kunne få hjælp. Og dem kom jeg i kontakt med.

De beskrev alle forløb som Lauras, og de anbefalede mig en læge, der kunne diagnosticere.

De kunne også fortælle mig, at en lille gruppe forældre var i gang med at stable et netværk på banen i Danmark.

 

Sommeren 2005 fik vi stillet diagnosen verbal, oral og generel dyspraksi og fik etableret kontakt med andre forældre til dyspraksibørn  - efter flere år uden at vide, hvad der var galt og med en følelse af at være helt alene  - havde vi nu endelig en forklaring og ligesindede at læne os op af.

Heldigvis havde vi været så privilegerede, at Laura allerede fik den fornødne træning og hjælp, så vi kunne fortsætte den intensive træning både ude og hjemme.

 

Efteråret 2004 sagde Laura B for første gang – og i dag 4 år senere har hun en fuldt udviklet sprog dog stadig med en snert speciel udtale, da hendes stemme er lidt nasal.

Hun har kunne læse og skrive, siden hun var 5, og i dag er hun en helt normal 1. klasse pige med masser af venner og en dejlig dagligdag.

 

 

 

Yderligere information