David blev født på Frederiksberg Hospital i november 2002. Både graviditet og fødsel forløb uproblematisk. Han var lidt ked af det den første nat på hospitalet, men havde ikke kolik. Vi flyttede til Lyngby, da han var fire måneder. Jeg ammede ham til han var ca. otte måneder, så startede jeg med at arbejde og han var ikke længere interesseret.

 

Han var en sød og glad baby, men lidt sky over for fremmede. Som baby pludrede han ikke så meget. Han var nærmest tavs Da han var ni måneder startede han i en vuggestue på en stue med syv andre børn. Vuggestuen blev tidligt opmærksom på, at hans sprog ikke rigtigt kom i gang.

 

Ca. et år efter fik vi plads til ham i den institution, hvor hans storebror gik og valgte at flytte ham, for at de kunne gå sammen. Hans storebror er 3½ år ældre og de har efterhånden fået et virkelig godt søskendeforhold. Vores ældste søn har et mindre bevægelseshandicap, men går i en almindelig kommuneskole uden støttepædagog.

 

Det første halve år i den nye institution fik han ingen nye ord. Når vi talte med den nye institution om det, sagde de, at det ikke var muligt at teste børn før de var tre år. Efterfølgende har jeg på nettet læst, at det ikke er muligt at give en endelig diagnose før barnet er tre år, men at det afhængigt af barnet er muligt indledningsvist, at diagnosticere barnet allerede fra det er to år.

 

Ved juletid søgte vi på Internettet efter information om små børns sprogudvikling og blev meget bekymrede, hvorefter vi talte med en af kommunens talepædagoger. Hun anbefalede os, at kontakte overlæge Svend Prytz på Bispebjerg Hospital. Da David var ca. 2½ år diagnosticerede Prytz David med ekspressiv dyspraksi.

 

Svend Prytz anbefalede os at tage et tegn-til-tale kursus. Vi tog på et tre-dages familiekursus på Pindstrup Centret, som vi var meget glade for. David fik en større selvtillid af pludselig at blive forstået af sin omverden og vi blev bedre til at kommunikere med ham. Derudover fik han allerede på et tidligt tidspunkt en stor tillid til sit kropssprog. Det har virkelig været en gave, som han har haft god gavn af lige siden. Når David taler bruger han hele kroppen.

 

Da David var 2 år og 9 måneder flyttede han til en ny børnehave, Troldebo, hvor han er en del af en ”ressourcegruppe”. I gruppen gik der sidste år et større barn med ekspressiv dyspraksi.

 

David har nu gået i Troldebo i ét år og sikke en udvikling! Han har masser af selvtillid og kan både lide at tale og synge. I børnehaven leger han både med børn, der er ældre og yngre end ham selv. De andre børn accepterer, at de ikke altid kan forstå, hvad David siger. Nogle gange bliver David frustreret og ked af det, men så støtter pædagogerne op.

 

Han har en dygtig støttepædagog 15 timer om ugen og en talepædagog, der underviser ham ved hjælp af Praxis én dag om ugen. Støttepædagogen træner dagligt med David i institutionen. Det første år havde jeg orlov fra mit arbejde og trænede David dagligt både vha Praxis, tandbørsteprogrammet og med sansemotoriske øvelser. Efter min orlov er sluttet træner jeg ham ofte i hverdagene og altid i weekender og ferier.

 

Davids udvikling har været det hele værd. Og vi oplever en god opbakning fra både personalet og de andre forældre. Hans stemmeleje er stadig meget højt og han kan blive virkelig frustreret, når vores ører heller ikke virker femte gang han prøver at formulere en sætning. Alligevel fortæller han glad og gerne om dagens oplevelser. Nogle gange vælger han nogle lidt mindre komplicerede ord end han egentlig har i sit hoved, men sætningskonstruktionerne er helt i orden.

 

 

 

Marit Hvithamar, Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Yderligere information