Af: Privatpraktiserende ergoterapeut, Stine Benedicte Nielsen

 

Oral dyspraksi

Denne artikel handler om den orale del af den overordnede diagnose dyspraksi.

Artiklen er blevet til dels på baggrund af det videns grundlag vi som

ergoterapeuter arbejder ud fra når vi behandler børn og voksne med

oralmotoriske vanskeligheder og dels ud fra den erfaring jeg har erhvervet mig

gennem de sidste 6 år i behandlingen af børn med diagnosen Verbal- og oral

dyspraksi.

Hvad er oral dyspraksi

Oral dyspraksi er en betegnelse som dækker over en nedsat evne til at planlægge,

koordinere og udføre en motorisk villet bevægelsessekvens i forbindelse med

indtag af væske og føde, at holde på sit mundvand, under synkefunktion og i

forbindelse med udtale. Kort sagt alt hvad vi bruger vores mund til som ikke

direkte har med udtalen at gøre. Såkaldt nonverbale faktorer. Oral dyspraksi

begrænser sig derfor ikke til en vanskelighed som børn med diagnosen Verbal

dyspraksi har. Mennesker kan få oral dyspraksi ved en erhvervet hjerneskade

f.eks. efter en trafikulykke, i forbindelse med en blodprop, kræft i hoved, hals og

nakke, hjerneblødning samt børn med medfødte diagnoser som f.eks. Downs

Syndrom, Cri du chat syndrom og cerebral parese og børn med Verbal dyspraksi.

Der har været, og er stadig en tendens til at omtale oral dyspraksi udelukkende

som en synkefunktions vanskelighed og den bliver derfor omtalt som dysfagi. Når

vi taler om oral dyspraksi, er det vigtigt både at tale om motoriske og sensoriske

forhold inde i munden. Med sensorisk forstås hvordan og i hvor høj grad et barn

mærker det der foregår i munden via mad/væske eller via tungen. Det er

altafgørende for om den motoriske bevægelse barnet vil lave, udføres korrekt.

Et barn som skal udtale L har brug for en velreguleret følesans i sin tungespids og

i punktet lige bag ved fortænderne i overmunden for at kunne placere

tungespidsen rigtigt med den rigtige spænding og kraft til at udtalen lyder klar og

tydelig. Hvis dette ikke er tilstede, vil udtalen enten blive ”ulden” eller blive

erstattet af eks. en N-lyd.

Hyppighed

Der findes ikke officielle opgørelser over hvor mange der har oral dyspraksi men

min egen opgørelse blandt de børn med diagnosen Verbal dyspraksi, der kommer

i Praksis for Ergoterapi, fortæller at ca. 80 % af børnene har oraldyspraktiske

vanskeligheder.

Undersøgelsesfaktorer

Ved en undersøgelse af de oral motoriske og sensoriske forhold inde i munden

kigges der bl.a. på følgende nonverbale faktorer, der har indflydelse på udtalen:

! Vejrtrækningen isoleret set

! Vejrtrækningen sammen med mad og væskeindtag

! Kæbens-, læbernes og tungens bevægelser og koordination under spisning

af flydende mad, tyggekost og drikning

! Kæbens-, læbernes- og tungens bevægelser under udtale

! Kæbens-, læbernes- og tungens placering i hvile

! Over- eller underreaktion ved sensorisk stimulation i ganen, på tungen, i

kinderne og på læberne

! Kan barnet koordinere vejrtrækningen, kæben, læberne, kinderne og

tungen tilstrækkeligt til at suge i sugerør, puste sæbebobler, fløjte.

! Kan barnet på verbal opfordring imitere mundbevægelser så som rund dine

læber, put tungespidsen op bag fortænderne, pres læberne hårdt sammen

! Hvordan er ganens form

! Trækker barnet vejret gennem munden eller næsen

! Kan barnet spytte – hvordan er kvaliteten af bevægelserne under spytning

 

Her udover interviewes forældrene om deres barns tidlige spiseudvikling

herunder amning, sutning, overgang til skemad, overgang til fast føde og

udviklingen af pludre lyde og brugen af sut efter de er fyldt 3 år.

Uanset om vi taler om spisning eller udtale, udgøres bevægelserne der indgår, af

lange og komplicerede motoriske sekvenser, indenfor det orale hulrum. Disse

lange og komplicerede motoriske sekvenser skal planlægges og udføres meget

præcist og i et helt forudbestemt motorisk system. Via kvalitativ tygning af mad,

kontrolleret drikning af væske og tilstrækkelig styring og synkning af mundvand

arbejdes på de motoriske forudsætninger for den præcise styrring og placering af

kæbe, læber og tunge, der udgør udtalen.

Kroppen er ofte et spejl af hvad der foregår inde i munden

En af grundene til at et lille barn ikke kan gå og tale, er at det lille barn både

kropsligt og mundmotorisk benytter store brede støtteflader. Et lille barn lærer at

gå ved at have stor afstand mellem fødderne og armene bruges som styrepind

oppe over hovedet. Med tiden bliver gangen mindre bredsporet, armene

kommer ind til kroppen og gangen forfines. Denne udvikling kan sættes parallelt

med den udtalemæssige udvikling. Når barnet er under et år bærer udtalen præg

af en bred tunge der ser ud til at fylde meget når barnet taler, hele tungen

bevæger sig som en samlet enhed, eller en fast plade op og ned til ”mama” og

dada. Senere udvikler tungen et smallere udseende og bevæger sig mere

raffineret og i punktform, hvormed udtalen bliver mere nuanceret.

Hos børn med Oral og verbal dyspraksi ses ofte lighedspunkter mellem kroppens

motorik og mundens motorik som det beskrives i Castillo Morales konceptets

kropsmotoriske del. Et velkendt karakteristika ved et barn med oral dyspraksi er

en manglende evne til at imitere eller eftergøre en mundmotorisk bevægelse.

Den samme mangel på imitation ses kropsmotorisk. Eksempelvis at gå på en

bestemt måde(legen ”kongens efterfølger”) eller eftergøre gymnastiklærerens

bevægelse.

 

Undersøgelsesmetoder

Det mest grundige koncept der findes til udredning af oralmotoriske og

sensoriske vanskeligheder er OPT – Oral Placement Therapy samt Castillo

Morales konceptet. Hertil vurderes barnets spisefunktion ud fra en klinisk

vurdering af kvaliteten i de bevægelser og de motoriske sekvenser og strategier

barnet benytter under spisningen.

Behandling og re-testning i Praksis for Ergoterapi

Behandlingen foregår simultant med udtaletræningen. En træningsplan

indeholder altid sensorisk stimulation, motorisk træning, spisetræning og

udtaletræning. Alle komponenterne er altid tilstede i træningen men kombineres

forskelligt fra barn til barn. Der trænes hjemme 4-6 gange om ugen af 20-30 min.

varighed, afhængig af barnets alder og generelle udvikling. Familien kommer

typisk til ergoterapi en time hver 14. dag til træning og justering af programmet..

Da metoden som bruges er meget systematisk og hierarkisk opbygget, foregår

der automatisk en løbende evaluering. Re-testning er derfor ikke nødvendigt på

det motoriske, nonverbale område. Det er yderst vigtigt at ergoterapeuten har

samarbejde med barnets talepædagog så der skabes kontinuitet og at der

arbejdes mod samme mål. Dette giver uden sammenligning det bedste og

hurtigste resultat. Nogle familier er heldige at have en støttepædagog eller anden

medarbejder fra børnehaven/skolen med i træningsarbejdet. Andre familier må

selv klare hele træningen.

Prognose

Et forløb tager typisk 2-3 år uden pauser. Har den intensive træning fundet sted

over denne periode, vil et barn meget ofte være færdig med den motoriske

træning og det vil i mange tilfælde kun have små udtalefejl tilbage. Hvis barnet

har koeksisterende diagnoser som eks. autisme, vil forløbet typisk trække ud.

 

Stine Benedicte Nielsen

Privatpraktiserende ergoterapeut

Artiklen kan også downloades som pdf ved at klikke her

Yderligere information